Ajax og danskerne – og dengang Cruyff var bolddreng for Di Stéfano og Puskas

Af Nicklas Degn — 24. juli 2020

Johan Cruijff ArenA i Amsterdam. Foto: Junpeng Ouyang (via Unsplash).

Johan Cruijff ArenA i Amsterdam. Foto: Junpeng Ouyang (via Unsplash).

Efter en rum tid som danskernes faste holdeplads er Ajax ikke længere en såkaldt danskerklub. Tilsyneladende en tilfældighed i en klub, der stadig vægter fodboldsynet over alt andet.

De er stadig rød-hvide i Ajax, men de rødbedefarvede pas er der ikke længere nogen af på højeste plan i Amsterdams ikoniske fodboldklub.

Efter en fænomenal sæson 2018/2019, hvor Ajax var et mulehår fra at stå i klubbens første Europa Cup-finale siden 1996, og kun to år efter finalen i Europa League, stod danske profiler som en del af det bærende fundament. Lasse Schöne og Kasper Dolberg var en del af stammen, mens backen Rasmus Nissen Kristensen bidrog med jævne mellemrum.

Danskerne-i-ajax-1.jpg

Da sommeren udrandt var de alle væk. Først Rasmus Nissen (RB Salzburg), siden Lasse Schöne (Genoa) og på den tredjesidste dag af transfervinduet bookede Kasper Dolberg en billet til Nice. På en måned blev danskerkolonien reduceret fra tre til nul.

Før benævnte trio var der en lind strøm af danskere, hvor den ene afløste den anden. Der var Nicolai Boilesen, Viktor Fischer, Niki Zimling, Christian Eriksen, Christian Poulsen, Lucas Andersen, Dennis Rommedahl, Michael Krohn-Dehli og Kenneth Perez. Nu står vi i en situation, hvor Ajax for første gang i 14 år har færdiggjort en sæson uden en dansker som en del af førsteholdstruppen.

Færdiggjort er dog så meget sagt. Den hollandske liga blev – ligesom blandt andet den franske – frosset og erklæret færdig for denne omgang under coronakrisen og vendte ikke tilbage for at genoptage sæsonen som de fleste øvrige europæiske ligaer. Der er ikke blevet kåret en mester, men Ajax slutter på den øverste placering og får derved gunstige Champions League-kvalifikationsforhold-

Det er de fortørnede over i Alkmaar. AZ formåede at indsamle præcis samme pointantal som Ajax og stod altså med historisk gode muligheder for et mesterskab. AZ Alkmaar tog sagen til UEFA, det blev det hollandske fodboldforbund KNVB sure over, og mens fodbolden er blevet genoptaget Europa rundt, skændes de i Holland. På den måde har corona kastet en ekstra skygge over fodbolden i Holland.

“Den ligger og simrer endnu, men jeg tror, de har affundet sig med det. Efterspillet har ikke været det smarteste.”

Sådan siger Niels Idskov, der er en af de fremmeste kendere af hollandsk fodbold i Danmark, til Calcio.dk. Han er tidligere mangeårig medarbejder på Tipsbladet, har bidraget til de hæderkronede henholdsvis tyske og hollandske fodboldmagasiner Kicker og Voetbal International og har fulgt hollandsk fodbold professionelt siden 1985. Og så har han skrevet bogen ”Ajax Amsterdam – danskernes klub”, der udkom i 2018 på forlaget Turbine.


Læs også:

I Lyon rammer coronakrisen ekstra hårdt


Niels Idskov er om nogen manden, der kan komme med det bedste bud på, hvorfor Ajax ikke er danskernes klub i 2020.

”Hvis vi ruller båndet tilbage, troede man jo, at der var storudsalg i gang sidste sommer, men det blev ikke tilfældet. Det ser ikke ud til, at det bliver så voldsomt. Ajax havde en skuffende Europa-sæson, så mon ikke de kommer igen, for jeg ser dem ikke som værende i en svækket udgave lige nu,” siger Niels Idskov, der gætter på, det er tilfældigt, at vi ikke længere har en dansker i Ajax’ A-trup.

Danskerne-i-ajax-2.jpg

“Ja, det tror jeg. Det står ikke skrevet som nogen naturlov, at der skal være mindst en eller to danskere på førsteholdet i Ajax, og der har tidligere været perioder uden danskere. Det går op og ned,” siger han og nævner så manden, der formentlig er den primære årsag til, at så mange danske fodboldspillere har været i Amsterdam siden årtusindeskiftet.

”De sidste 15-20 år, hvor det har været systematisk omkring John Steen Olsen, har der stort set hele tiden været danskere.”

John Steen Olsen er en kendt skikkelse i Ajax. Den i Danmark-bosatte tidligere landsholdsspiller har været tilknyttet Ajax som scout siden 1995 og er, som han selv fortalte Ekstra Bladet i 2016, blevet udstyret med en livstidskontrakt i klubben.

John Steen Olsen spillede ikke selv som aktiv i Ajax. Faktisk optrådte han for ærkerivalerne Feyenoord. Men i alt 26 andre danskere har fåret A-holdskampe for Amsterdams fodboldstolthed. Det er dobbelt så mange som Belgien, der ifølge tal fra Transfermarkt.com står som den næstmest repræsenterede nation i Ajax-dragten. Udover Holland selvfølgelig.

Senest, der var et ophold i danskerbestanden, var mellem 2002, hvor Ole Tobiasen tog videre fra Ajax til AZ Alkmaar, og 2006, hvor Kenneth Perez kom til fra – javel – AZ Alkmaar. Der har ligeledes tidligere været perioder på op til en håndfuld år, hvor ingen danskere har optrådt for Ajax’ bedste hold. 

Men faktisk er Ajax ikke helt danskerløs. Victor Jensen og Christian Rasmussen spillede på ungdomsholdene i den forgangne sæson og senest kom 17-årige Eskild Dall til. Fælles for alle tre er dog, at de har deres første seniorkamp for klubben til gode. Og debuten ligger ikke umiddelbart lige for.

”Bare fordi du kommer til Ajax, er det ikke sikkert, at du slår igennem. I de år, hvor Ajax spillede Europa Cup-finaler, var der heller ingen danskere på holdet. Vi skal ikke gøre vores egne spillere bedre, end de er. Jeg tror, det er en tilfældighed, at der er et hul lige nu,” siger Niels Idskov, men referer ikke til de nuværende Ajax-danskere på U-holdene.

Theater Carré ved Amstel-floden, der går gennem Amsterdam. Få kilometer fra Betondorp-kvarteret, hvor Johan Cruyff er født og opvokset og yderligere et par kilometer fra Ajax’ stadion. Foto: Menno Dolman (via Unsplash).

Theater Carré ved Amstel-floden, der går gennem Amsterdam. Få kilometer fra Betondorp-kvarteret, hvor Johan Cruyff er født og opvokset og yderligere et par kilometer fra Ajax’ stadion. Foto: Menno Dolman (via Unsplash).

Historien om danske fodboldspillere i Ajax viser paradoksalt nok, at Ajax ikke skeler til nationalitet. Klubben er i stedet berømmet for sin stædige insisteren på at lade et specielt fodboldsyn herske. Og her deler Nordens brasilianere til tider fodboldmæssig hjernekapacitet med Ajax. Fodboldsynet er det, der er blevet formidlet, fremført og forelsket af et vist hollandsk fodboldkoryfæ. Du troede vel virkelig ikke, at du skulle læse en hel artikel om Ajax uden at læse om Johan Cruyff?

”Der kommer jo nye generationer til, som ikke ved, hvem Allan Simonsen er. Der kommer også en generation på et tidspunkt, der ikke kan huske Michael Laudrup. Sådan kan vi blive ved,” som Niels Idskov formulerer det, inden han slår over i et grin.

”Men Cruyff er godt nok svær at komme uden om. Det kan godt være, at hans navn ikke bliver nævnt hver dag, men de træner efter hans systemer. Det er hele den ånd, der er i Ajax. Den har været der siden Cruyff selv var der som spiller, og den er blevet videreført af Louis van Gaal og andre trænere. Det er den samme måde at se fodbold på. Den er imprægneret i alle dem, der har været der. Danny Blind til Dennis Bergkamp. De ville heller ikke hente en træner som ten Hag, hvis ikke han tilsluttede sig den træning. De vil ikke hente en træner som Mourinho. Det vil være det samme som at slå Ajax ihjel. Cruyff er den skjulte ånd,” siger Niels Idskov.

De ville heller ikke hente en træner som ten Hag, hvis ikke han tilsluttede sig den træning. De vil ikke hente en træner som Mourinho. Det vil være det samme som at slå Ajax ihjel. Cruyff er den skjulte ånd
— Niels Idskov

Han fremhæver de nuværende to spidser i den sportslige ledelse, Edwin van der Sar og Marc Overmars, som eksempler på to Cruyff-disciple, der har ført arven videre fra nummer 14, der døde i 2016.

Real Madrid-idolet
Johan Cruyff var en brillant fodboldspiller- og tænker. Hans fodboldhjerne er lige så ikonisk som manden selv, og den blev udviklet allerede i ungdomsårene, hvor han havde mulighed for at lære fra de bedste fra første parket. Blandt andet i Ajax, hvor Cruyff fik lusket sig ind som et kendt ansigt fra en tidlig alder.

”Cruyff kom i klubben allerede som ung. Hans mor var klubbens rengøringskone, og han var selv med til at kridte baner. Han var tidligt i gang,” fortæller Niels Idskov.

Mange tror, at Johan Cruyff var en del af seks Europa Cup-finaler – fire som spiller og to som træner. Men faktisk var der endnu en finale i Mesterholdenes Europa Cup, hvor Cruyff betrådte græsset. Som Niels Idskov fortæller i sin bog var Cruyff bolddreng under finalen i 1962 mellem Benfica og Real Madrid. Den dengang 15-årige Johan skulle sørge for at servicere navne som Eusébio, Ferenc Puskás og Real Madrid-ikonet Alfredo Di Stéfano, der pudsigt nok var det senere FC Barcelona-ikon Cruyffs store idol.

Man kan gense højdepunkter fra finalen, der blev spillet i Amsterdam, for at få et sjældent gemt glimt af nogle af historiens største navne, mens man forestiller sig, at det er muligt, derude lige på den anden side af kridtstregerne, at få øje på Hendrik Johannes Cruijff inden han blev Johan Cruyff. Den dreng, der ganske kort efter voksede sig til en selvsikker størrelse med et insisterende syn på, hvordan god fodbold skal spilles og udformes.

”Jeg så engang et billede af Ajax' førsteholdstrup på et tidspunkt, hvor Cruyff har været omkring 16-17 år. Han var ikke ret høj af bygning. Han sad lige i midten. Selvbevidstheden lyste ud af ham. Her sad en knægt, hvis ansigtsudtryk og holdning signalerede: Det her er mit hold. Det var tydeligt fra dag ét, at det ikke var en skræmt teenager, der kom op. Det var en, der var klar til at gå i krig med det samme. Han har været bindegal med fodbold lige siden, han kunne gå, tror jeg,” siger Niels Idskov.

I sin tid som træner i Ajax fra 1985 til 1988 nåede Johan Cruyff at hente en enkelt dansker til klubben i Jan Sørensen, der kom til Ajax i sommeren 1987 og nåede at være der i et halvt år.

Tilbage resterer spørgsmålet om, hvor længe der nu skal gå, inden vi igen får at se en dansker have Johan Cruijff ArenA som sin hjemmebane. Indtil vi får svaret, kan vi holde øje med Muhammed Kudus, der just er blevet solgt til klubben fra FC Nordsjælland. Den danske forbindelse er reduceret, men ikke død.

Forrige
Forrige

Den næste Serie A-dansker: Valget af Sampdoria og det kommende liv i Italien

Næste
Næste

Roma-ånden, der forsvandt