End ikke en tilbagevendt Jesus kunne frelse Benfica fra 59 års forbandelse

Af Michael Christiansen — 27. februar 2021

Benfica-halstørklæde pryder vinduet på Rua do Barão nær katedralen i Lissabon. Foto: Nicklas Degn.

Benfica-halstørklæde pryder vinduet på Rua do Barão nær katedralen i Lissabon. Foto: Nicklas Degn.

Det bliver heller ikke i år, at Benfica når tilbage til tidligere tiders europæiske triumfer, som klubben ellers satser stort på. Sidste sommers ansættelse af træner Jorge Jesus var prikken over transfer-i’et, men med store ambitioner følger store forventninger. Og bag store forventninger lurer store skuffelser. Er man overtroisk, har Benfica endnu større udfordringer at overkomme. Det så vi i torsdagens Europa League-nederlag til Arsenal.

Her er en indtalt version af artiklen, så du selv kan bestemme, om du vil lytte eller læse. Den er oplæst af artiklens forfatter, Michael Christiansen:

Det kunne næsten ikke være en tilfældighed. Ikke hvis man er Benfica-tilhænger.

Da Arsenals Pierre-Emerick Aubameyang i det 87. minut headede sejrsmålet i nettet, virkede det som mere end bare en 1/16-finale i Europa League, der blev afgjort. Det var history repeating itself, som de siger, der hvor Arsenal kommer fra.

Selve skæbnen var på spil torsdag aften på det neutrale stadion i Grækenland, følte mange Benfica-fans nok. Med 2-3 nederlaget torsdag aften, røg den portugisiske storklub nok engang ud af en international turnering, og selv de mest jordnære og rationelle mennesker må nok indrømme, at der er noget mærkeligt ved Benficas europæiske historie. Noget forbandet ligefrem. 

For hvorfor bliver det ved at gå galt? Og hvornår vender det?

Svarene skal vi langt tilbage i tiden for at finde. 59 år for at være mere præcis. Benficas ulykkelige æra i Europa tager nemlig sin begyndelse i 1962. På det tidspunkt var klubben on top of the world. Med to vundne finaler i streg i Europa Cuppen for Mesterhold var holdet blevet det første til at bryde Real Madrids monopol på pokalen med de store ører. Og med kometen Eusebio i klubben var Benfica en seriøs kandidat til endnu en triumf i cuppen. Den kom bare aldrig. 

Manden bag Benficas succes var den ungarske træner Béla Guttman. Ud over de to europæiske titler havde han også ført klubben til to portugisiske mesterskaber og en sejr i pokalturneringen. Guttmann var da også udmærket selv klar over sine meritter. Så megen selvtilfredshed havde manden, at han efter den anden finalegevinst i Europa Cuppen - en 5-3 sejr over førnævnte Real Madrid - gik op til ledelsen i Benfica og krævede mere i løn. 

Den var de høje herrer dog ikke med på, og Guttmann blev så eftertrykkeligt fornærmet, at han øjeblikkeligt forlod klubben. Men ikke helt uden at se sig tilbage. På vej ud ad døren svor han nemlig, at Benfica ‘ikke i 100 år ville vinde et europæisk trofæ’, som han formulerede det.

Måske havde spillerne Guttmanns forbandelse i baghovedet året efter, da Benfica for tredje gang i træk nåede en finale i Europa Cuppen for Mesterhold. Den forhenværende træner fik i hvert fald indtil videre ret. Benfica tabte 1-2 til AC Milan. Var der mon noget om snakken?

Der går sjældent en dag uden at Benfica er forsidestof på to af Portugals største sportsaviser, A Bola og O Jogo. Her er det Manchester Uniteds portugisiske stjerne Bruno Fernandes, der løber med det meste af opmærksomheden, men det næste store tale…

Der går sjældent en dag uden at Benfica er forsidestof på to af Portugals største sportsaviser, A Bola og O Jogo. Her er det Manchester Uniteds portugisiske stjerne Bruno Fernandes, der løber med det meste af opmærksomheden, men det næste store talent, der står klar på Benficas affyringsrampe, Darwin Núñez, har også fundet vej. Bagest ses Benficas egen avis, O Benfica. Den er ifølge Benficas egen hjemmeside den ældste ugentlige avis i hele Europa og den sportsavis, der har været i trykken i længst tid i Portugal. Foto: Nicklas Degn.

To år senere - i 1965 - fik man mulighed for at mane eventuel overtro til jorden og begrave al snak om forbandelser. Benfica var tilbage i finalen, og denne gang hed modstanderen Inter. Men igen blev det minsandten til et nederlag.

Hvad så tre år efter mod Manchester United, da? Nej, heller ikke. Det engelske hold vandt 1968-finalen med 4-1. Béla Guttmanns besværgelser havde stadig fat i Benfica, og ekkoet af hans latter må have runget gennem gangene på det gamle Estádio da Luz.

I 1982/83-sæsonen, altså 20 år efter at Béla Guttmann nedkastede sine eder og forbandelser over Benfica, stod holdet nok engang i en europæisk finale. Denne gang skulle man op imod Anderlecht i UEFA Cup-finalen, men den dystre historie gentog sig gudhjælpemig for Benfica, for belgierne vandt 2-1.

Tiden gik, og Benfica forsvandt fra europæisk fodbolds absolutte top. Først 20 år senere, i slutningen af 1980’erne, vendte den portugisiske klub tilbage. En ny mesterholdsfinale og dermed en ny chance kom, da PSV Eindhoven stod klar i Europa Cup-finalen. Men den mørke skygge hang stadig over Benfica, og udfaldet var det samme. Portugiserne tabte - denne gang efter straffespark.

Det 20. århundrede gik på hæld, da Benfica i 1990 stod i den store kamp igen. Det gik dog ikke meget bedre end to år tidligere, for AC Milan snød nok engang Benfica for den forløsende finalesejr. Guttmann-forbandelsen havde nu varet i knap 30 år.

En praktisk umulighed
Med tiden blev Europa Cuppen for Mesterhold til Champions League, og UEFA Cuppen blev afløst af Europa League, men Guttmanns forbandelse lå stadig som en tung dyne over Benfica. I 2013 var Jorge Jesus træner i klubben, og med ham ved roret nåede man Europa League-finalen mod Chelsea. Men turneringens nye navn gav ikke ligefrem fornyet held til de mangedobbelte portugisiske mestre. Tre minutter inde i overtiden lavede Branislav Ivanovic nemlig sejrsmålet for Chelsea, bogstavelig talt i sidste sekund, og så var Benfica lige vidt. 

Sæsonen efter det bitre overtidsnederlag til Chelsea stod Benfica nok engang med muligheden for at få uddrevet Béla Guttmanns efterhånden langvarige forbandelse. 52 år efter at mestertræneren på skæbnesvanger vis smækkede med klubdøren, gjaldt det en Europa League-finale mod Sevilla. Men hvis Benfica var tæt på i 2013, var det endnu værre i 2014. Kampen nåede helt til en straffesparkskonkurrence, men nok engang viste skæbnen sig fra sin lune side. Resultatet blev endnu et ubarmhjertigt nederlag til Jorge Jesus og den portugisiske storklub. 

For at gøre ondt værre har Benfica-fansene i mellemtiden kunne se de hjemlige rivaler fra FC Porto løbe med to titler i Europa Cuppen for Mesterhold og Champions League samt to UEFA Cup/Europa League-pokaler. 

I dag, snart syv år efter den seneste tabte europæiske finale, er selvsamme Jorge Jesus så tilbage i den klub, hvor han fejrede store triumfer i årene 2009-2015. Som en del af et ambitiøst transfervindue blev han sidste sommer hentet ind. Den portugisiske mestertræner, der nåede to Europa League-finaler med klubben, er udset til at være manden, der endelig skal hæve Béla Guttmanns snart 60 år gamle forbandelse og løfte Benfica tilbage på de europæiske tinder efter otte tabte finaler, selv om der stadig resterer omkring 40 år af den dystre trolddom. Og muligheden er der. Måske er Champions League-succes ikke sandsynligt, men det er en Europa League-titel til gengæld. 

Det mener Tom Kundert, der er journalist, forfatter og stor kender af portugisisk fodbold. Han har boet i Lissabon siden 1994, hvorfra han har drevet fodboldmediet PortuGOAL, ligesom han jævnligt skriver artikler om portugisisk fodbold til blandt andet avisen The Guardian.

Tom Kundert forklarer, at Benficas ambitioner blev skruet gevaldigt i vejret efter sommerens transfers, hvor den eftertragtede brasilianer Éverton blev hentet, ligesom også rutinerede kræfter som Jan Vertonghen og Nicolás Otamendi stødte til klubben:

”Det portugisiske folk er realistiske og er godt klar over, at det praktisk talt er umuligt for et hold fra Primeira Liga (den portugisiske liga, red.) at vinde Champions League. Europa League er derimod et trofæ, de største klubber tror på, de kan vinde,” siger han. 

Den ikoniske gule sporvogn 28 - den såkaldte eléctrico - på vej gennem Sé-kvarteret i det sydlige Lissabon. Foto: Nicklas Degn.

Den ikoniske gule sporvogn 28 - den såkaldte eléctrico - på vej gennem Sé-kvarteret i det sydlige Lissabon. Foto: Nicklas Degn.

Det burde være muligt. I hvert fald hvis man forstår Benfica, som klubben forstår sig selv. Med hele 37 gange ligaguld er holdet fra Lissabon det mest vindende i Portugal og indtager en imponerende femteplads over de mest succesrige klubber i Europa målt på hjemlige mesterskaber. 

På trods af en dåbsattest, der siger 1904, er Benfica aldrig rykket ned fra den bedste portugisiske række, og trods de mange kontinentale finalenederlag har man stadig vundet to europacup’er for mesterhold. At klubben har en vis international og historisk pondus bekræftes af det anerkendte magasin France Football, der rangerer Benfica på en ottendeplads over de mest mytiske fodboldklubber nogensinde.

Heller ikke hjemme i Portugal fornægter Benficas status sig.

“Benfica er med afstand Portugals mest populære klub. Man siger som regel, at ud af befolkningen på 10 millioner, er de seks millioner Benfica-fans,” fortæller Tom Kundert. 

Men støtten skal ikke kun findes i den smalle strimmel land på Den Iberiske Halvøs vestkyst. Overalt i verden finder man Benfica-fans. Faktisk har klubben en af verdens største fanbaser uden for landets egne grænser. Det skyldes, forklarer Tom Kundert, de mange emigrerede portugisere. Portugal har en lang historie, når det kommer til emmigration. I lande som USA, Canada, Frankrig, Schweiz, Luxembourg, England, Sydafrika og Australien finder i dag store portugisiske samfund, og fodbold er en stærk forbindelse, når man i disse miljøer vil holde kontakten med sine rødder og en samlende kraft, når man ønsker at føle en form for identitet.

“Det bemærkes ofte, at emmigrerede Benfica-, Porto- eller Sportingfans er mere fanatiske supportere end klubbernes fans, der bor hjemme i Portugal,” fortæller Tom Kundert.

Alt dette taget i betragtning har Benfica en forpligtelse. Over for sig selv, sine fans og sin historie. Både klubbens ledelse og den nye træner Jesus har ytret behovet for igen at gøre Benfica mere konkurrencedygtig i Europa og for at opnå resultater, der passer til klubbens glorværdige fortid. Og ikke mindst for at undgå ydmygelser af det omfang, man selv ser de seneste tre sæsoners Champions League-præstationer som. De endte med 3. eller 4. pladser i gruppespillet.

Emmigrerede Benfica-, Porto- eller Sportingfans er mere fanatiske supportere end klubbernes fans, der bor hjemme i Portugal
— Tom Kundert

Det er ikke godt nok i en klub som Benfica. 

“Ingen siger, de kommer til at vinde Champions League, men at vinde Europa League eller komme i Champions Leagues kvartfinaler anses som legitime målsætninger,” siger Tom Kundert.

Sideløbende med en bedre indsats i Europa har Benfica også lige en hjemlig pligt, der skal gøres, selv om man i øjeblikket kun er nummer fire - hele 15 point efter førerholdet.

“Alt andet end at vinde den portugisiske liga i denne sæson vil blive set som en fiasko, når man tager de mange penge, man har investeret i de nye spillere og træneren, Jorge Jesus, i betragtning,” siger Tom Kundert.

Genansættelsen af Jesus er da heller ikke blot endnu en handel på det årlige transfer-gedemarked. Skiftet indvarsler en ny tid for Benfica. En ny storhedstid. Benfica skal genopstå som en klub, der konkurrerer om europæiske titler, og det skal Jorge Jesus sørge for. Han skal hjælpe Portugals største fodboldklub op fra det europæiske hul, man efterhånden har gravet sig ned i. 

Men hvem er egentlig denne mand, der så beskedent er udset til at bringe europæisk storhed tilbage til Estádio da Luz? Det kan du snart læse meget mere om i andet kapitel af serien om Benfica.

Forrige
Forrige

Noget nyt, noget gammelt, noget udlånt - og en masse rødt

Næste
Næste

Tror du på Hjulmanden?